Det er vigtigt at føle medbestemmelse i vores liv, for at vi trives. Det bliver mere og mere almindeligt, at man taler om menneskers autonomi i forhold til trivsel på arbejdspladserne eller i skolerne, hvor medbestemmelse er med til at højne medarbejderne og elevernes motivation. Man taler også om behovet for autonomi i forhold til sygepleje, da man nu ved, hvor vigtigt det er for patienterne at føle sig hørt i deres vej til sundhed. Vi ved, at for at kunne trives optimalt er det vigtigt, at vi har følelsen af, at vores mening har en værdi. Vi skal føle, at vi har styring over vores eget liv, ellers mistrives vi.

Sådan forholder det sig også med den medbestemmelse, vi havde eller ikke havde i vores opvækst.

Når behovet for at selvbestemmelse ikke er opfyldt  

Når du begynder at komme i den alder, hvor du vil alting selv, er det vigtigt for din udvikling af følelsen af selvbestemmelse og autonomi, at du får lov til at prøve kræfter med din begyndende selvstændighed. Hvis dine forældre var frygtsomme, nervøse eller overdrevent kontrollerende, er der være risiko for, at du har udviklet en udfordring i forhold til din egen selvbestemmelse.

Du fik måske aldrig lov til at gøre tingene på egen hånd og udvikle dine egne sunde grænser. Måske var der i dit barndomshjem strenge rammer og krav, der skulle sikre, at du udviklede dig til et "ordentligt" menneske samtidig med, at du blev holdt i sikkerhed. Det er gode intentioner, men hvis rammerne var så stramme, at de forhindrede dine bevægelsesmuligheder og chancer for at danne egne erfaringer, kan det senere i livet blive en udfordring at være tydelig, sætte klare grænser og turde sige din mening, hvis den er i konflikt med omverdenens. Sådan kan det også blive, hvis du aldrig rigtig har sluppet dine forældre, eller de ikke har villet slippe dig.

Hvis dine forældre "ved bedst" og er overdrevet autoritære og kontrollerende, har du gennem din opvækst fundet en vej til at bevare en form for indre integritet. Det har du måske gjort ved at udvikle en særlig form for passiv aggression, hvor du på overfladen har tilpasset dig for at bevare den livsvigtige tilknytning til dine forældre. Men under overfladen har du været i indre protest. Du har udtrykt et ja, men indvendigt skreget et lydløst nej.

På grund af angsten for at blive afvist eller udstødt og miste dine forældres omsorg og kærlighed, har du ikke protesteret åbenlyst. I stedet har du udviklet et tilpasset og finpoleret "falsk selv", hvor du anstrenger dig for at holde omgivelserne og dine forældre tilfredse og glade.

Det betyder, at du som voksen har udviklet en frygt for at blive kritiseret, afvist og svigtet, fordi det automatisk trigger din angst for udstødelse og tab af kærlighed og sikkerhed. Du vil gøre alt for at undgå direkte konfrontation og konflikter med andre, og du forsøger hele tiden at regne ud, hvad der er det "rigtige" at gøre ud fra andres forventninger til dig.

Der er skabt en indre kamp mod ydre krav og forventninger. Selv de ting, som du virkelig har lyst til og gerne vil opnå, kan på subtil vis forvandle sig til krav, som du har modstand overfor. Resultatet er, at du ofte kan føle dig lammet og fastlåst af de indre modsætninger og har en oplevelse af, at du ikke når nogen vegne.

I relation til andre frygter du at blive invaderet, omklamret og kontrolleret. Du længes efter intimitet og nærhed, men du har samtidig en oplevelse af, at prisen er, at du må opgive din egen selvstændighed og selvbestemmelse.

Du kan have en ubevidst tilbøjelighed til at ville stille alle tilfredse, og du vil være bange for at vise dine sande følelser. I stedet spiller du rollen som den flinke fyr eller søde pige ud fra en indkodet forestilling om, at hvis du viser dit sande jeg, bliver du udstødt og afvist. Det betyder desværre, at du nemt kan komme til at føle dig krænket og vred, fordi du får oplevelsen af ikke at blive værdsat og holdt af, som den du er. Og det selvom du jo faktisk ikke viser omverdenen, hvem du er.

Du kan måske opleve det som om, du er under konstant pres. Dine forældres pres i barndommen har gjort, at du er blevet meget sensitiv overfor egne og andres forventninger, som du hele tiden må leve op til for at undgå at føle dig udenfor. Det kan gøre dig enormt fordømmende og kritisk først og fremmest overfor dig selv, men også i forhold til andre.

Med nysgerrighed og opmærksomhed kan du begynde at udforske de indre konflikter uden på forhånd at have en fast mening om dem og helt uden at dømme dem eller være selvkritisk. Med kærlighed og forståelse kan du begynde at løsne på det forventningspres, du er tilbøjelig til at lægge på dig selv. Du har brug for at lære at afgrænse dig på en sund måde og blive bedre til at forholde dig til dig selv i stedet for at være så optaget af, hvad andre måtte mene er rigtigt.

Målet er, at du opnår kontrol over dit liv og træffer beslutninger, der stemmer overens med dine værdier og behov. Når du lærer at stå ved dine valg og prioritere dig selv, vil du føle større tilfredshed og dit selvværd vil vokse. Tænk over, hvilke små skridt du kan tage for at styrke din selvbestemmelse og sunde grænsesætning.
(Uddrag fra bogen "Krisen der skabte dit liv - Find styrken i din fortid")