Hvorfor nogle mennesker får mere ud af deres potentiale end andre

Når mennesker forsøger at forstå forskelle i resultater, ender forklaringen ofte de samme steder.

Nogle mennesker er mere talentfulde.

Mere intelligente.

Mere disciplinerede.

Mere ambitiøse.

Måske har de haft bedre muligheder eller fået den rigtige uddannelse.

Der er naturligvis noget sandt i alle disse forklaringer. Talent, erfaring og viden har betydning. Problemet opstår først, når vi begynder at tro, at de alene forklarer forskellen mellem mennesker.

For hvis potentiale alene var afgørende, ville langt flere mennesker leve det liv, de drømmer om.

Virkeligheden ser anderledes ud.

Mange mennesker besidder betydeligt mere potentiale, end de nogensinde får omsat til handling. De har idéerne, evnerne og ambitionerne, men oplever alligevel, at de bliver stående på samme sted. Samtidig møder vi mennesker, som måske ikke fremstår ekstraordinære ved første øjekast, men som gradvist udvikler sig, skaber resultater og får mere ud af deres ressourcer over tid.

Forskellen ligger ofte et andet sted end i potentialet selv.

Den ligger i adgangen til potentialet.

Potentiale er nemlig ikke det samme som adgang til potentiale.

Et menneske kan være intelligent uden at have adgang til sin klarhed under pres.

Et menneske kan være kreativt uden at have adgang til sin kreativitet i en hverdag præget af stress og overbelastning.

Et menneske kan være modigt uden at have adgang til sit mod i situationer, der aktiverer gamle mønstre eller frygt.

Derfor bliver spørgsmålet mindre interessant, hvor meget potentiale et menneske besidder, og mere interessant, hvilke forhold der enten understøtter eller begrænser adgangen til det.

Miljø spiller en rolle.

Mennesker udvikler sig sjældent i isolation. De relationer, vi omgiver os med, påvirker både vores selvforståelse og vores oplevelse af, hvad der er muligt. Nogle miljøer udvider vores perspektiv. Andre gør det mindre.

Relationer spiller også en rolle.

De mennesker, vi spejler os i, er med til at forme vores identitet. Hvis vi konstant omgiver os med mennesker, der forventer en bestemt version af os, kan det være vanskeligt at udvikle sig ud over den rolle.

Regulering spiller en rolle.

Når kroppen og nervesystemet er under vedvarende belastning, bliver det vanskeligere at få adgang til nogle af de ressourcer, der ellers er til stede. Perspektivet bliver smallere, beslutninger mere reaktive og kreativiteten mindre tilgængelig.

Identitet spiller måske den største rolle af alle.

Mange mennesker forsøger at skabe resultater, som deres nuværende identitet endnu ikke understøtter. De ønsker mere frihed, større synlighed eller nye muligheder, men bærer samtidig på en selvforståelse, der gør disse ting vanskelige at tage imod.

Det betyder ikke, at potentiale er uvigtigt.

Tværtimod.

Men potentiale er først værdifuldt i det øjeblik, vi får adgang til det.

Måske er det derfor, nogle mennesker får mere ud af deres ressourcer end andre. Ikke nødvendigvis fordi de har fået mere udleveret fra starten, men fordi de gradvist har skabt bedre adgang til det, der allerede fandtes.

Når vi forstår den forskel, ændrer spørgsmålet sig.

I stedet for at spørge, om vi har nok potentiale, kan vi begynde at undersøge, hvad der begrænser adgangen til det.

Og det er ofte et langt mere interessant sted at begynde.