Hvorfor ansvar kan føles truende

De fleste mennesker vil gerne opleve mere frihed, flere muligheder og større indflydelse på deres eget liv. Samtidig er der mange, som oplever ubehag, når de står overfor situationer, der kræver mere ansvar.

Ved første øjekast kan det virke paradoksalt.

Hvis ansvar giver os mulighed for at påvirke vores liv, hvorfor vækker det så modstand?

En del af forklaringen er, at ansvar ikke kun handler om handlinger. Ansvar udfordrer også den måde, vi forstår os selv på.

Når mennesker oplever, at noget i deres liv ikke fungerer, er det naturligt at lede efter forklaringer. Nogle af disse forklaringer findes i omgivelserne. Andre findes i fortiden. Nogle findes i relationer, vilkår eller begivenheder, som vi reelt ikke har haft kontrol over.

Disse forklaringer kan være både sande og nødvendige.

Problemet opstår først, når vores forståelse af situationen bliver så tæt knyttet til forklaringen, at enhver mulighed for forandring begynder at føles som en trussel mod den identitet, vi har opbygget omkring den.

Forestil dig et menneske, som gennem mange år har fortalt sig selv, at andre mennesker altid overser vedkommendes behov. Historien kan være opstået af gode grunde og bygge på reelle erfaringer. Men hvis denne fortælling bliver en central del af identiteten, opstår der en udfordring. For hvis personen begynder at tage mere ansvar for at kommunikere sine behov, må vedkommende samtidig give slip på en del af den forståelse, der hidtil har skabt mening.

Det er her, ansvar kan begynde at føles truende.

Ikke fordi mennesker ønsker at forblive fastlåste.

Men fordi ansvar ofte kræver, at vi slipper noget velkendt.

Det kan være en forklaring.

En fortælling.

En rolle.

Eller en identitet.

Mange mennesker forestiller sig, at forandring primært handler om at lære noget nyt. I praksis handler udvikling ofte lige så meget om at give slip på noget gammelt. Når ansvar kalder på nye valg, kalder det derfor også på en ny måde at forstå sig selv på.

Denne proces er sjældent komfortabel.

Det skyldes blandt andet, at det velkendte skaber tryghed, også når det begrænser os. Hjernen foretrækker forudsigelighed frem for usikkerhed. Derfor kan gamle mønstre, forklaringer og identiteter føles tryggere end nye muligheder, selv når de ikke længere tjener os.

Ansvar bliver på den måde mere end et spørgsmål om handling.

Det bliver et spørgsmål om kapacitet.

Kapaciteten til at rumme usikkerheden ved at træde ud af det velkendte og ind i noget, der endnu ikke er fuldt formet.

Det er også derfor, at ansvar ofte opleves forskelligt på forskellige tidspunkter i livet. Noget, der tidligere føltes overvældende, kan senere opleves som en naturlig mulighed. Ikke fordi omstændighederne nødvendigvis har ændret sig, men fordi mennesket har udviklet større kapacitet til at håndtere det ansvar, situationen kræver.

Når vi forstår denne mekanisme, bliver modstanden mod ansvar lettere at møde med nysgerrighed. I stedet for at spørge, hvorfor vi ikke bare gør det, vi ved er rigtigt, kan vi begynde at undersøge, hvad det er, vi oplever, at vi risikerer at miste.

For nogle gange handler modstanden mod ansvar mindre om handlingen og mere om den identitet, handlingen udfordrer.

Refleksion

Tænk på et område af dit liv, hvor du længe har ønsket en forandring.

Undersøg derefter:

• Hvad ville jeg være nødt til at tage ansvar for, hvis forandringen skulle ske?
• Hvilken fortælling om mig selv ville dette udfordre?
• Hvad oplever jeg, at jeg risikerer at miste?
• Hvilken identitet eller rolle holder jeg måske fast i?
• Hvilke nye muligheder ville opstå, hvis jeg ikke længere havde brug for den fortælling?

Ansvar bliver ofte beskrevet som noget, vi skal tage på os.

I praksis handler det nogle gange lige så meget om det, vi er villige til at give slip på.

For når gamle forklaringer, roller eller identiteter mister deres greb, opstår der plads til noget andet.

Muligheden for at skabe et liv med større bevidsthed, større indflydelse og større frihed.