Mennesker reagerer ikke på virkeligheden. De reagerer på deres perception af den.

Forestil dig to mennesker, der deltager i det samme møde.

Den ene forlader mødet med oplevelsen af at være blevet kritiseret og tilsidesat. Den anden oplever præcis det samme møde som en konstruktiv samtale med værdifuld feedback.

Eller forestil dig to mennesker, der modtager den samme besked fra en partner. Den ene oplever beskeden som afvisende, mens den anden oplever den som neutral.

Situationen er den samme.

Reaktionen er forskellig.

Når det sker, er det nærliggende at tro, at den ene må have misforstået virkeligheden. Men ofte er der noget mere interessant på spil.

Mennesker reagerer sjældent på virkeligheden direkte. Vi reagerer på den måde, vi oplever og fortolker den på.

Inden en oplevelse bliver til en følelse, en tanke eller en handling, bliver den filtreret gennem vores erfaringer, overbevisninger, forventninger og tidligere oplevelser. Det sker så hurtigt, at processen normalt er usynlig for os. Derfor føles vores oplevelse ofte som den objektive sandhed.

Problemet er, at vores oplevelse og virkeligheden ikke altid er det samme.

Forestil dig et menneske, der tidligere har oplevet afvisning. Hvis dette mønster stadig er aktivt, kan tvetydige situationer lettere blive fortolket som tegn på afvisning. Et andet menneske med andre erfaringer kan møde den samme situation uden at drage den samme konklusion.

Det betyder ikke, at nogen af dem bevidst vælger deres reaktion.

Det betyder blot, at perception altid spiller en rolle.

Perception kan forstås som den linse, vi ser verden gennem. Linsen hjælper os med at skabe mening i det, vi oplever, men den påvirker også, hvad vi lægger mærke til, hvad vi overser, og hvilke konklusioner vi drager.

Det er blandt andet derfor, mennesker kan være uenige om det samme forløb, selv når begge beskriver deres oplevelse ærligt. De reagerer ikke kun på hændelsen. De reagerer på den betydning, hændelsen får gennem deres egen fortolkning.

Denne forståelse er vigtig af flere grunde.

For det første hjælper den os med at forstå, hvorfor nogle konflikter kan være så vanskelige at løse. Mange konflikter handler ikke kun om, hvad der er sket. De handler om, hvad forskellige mennesker tror, der er sket.

For det andet hjælper den os med at forstå os selv. Hvis vores reaktioner altid føles fuldstændig selvindlysende, bliver det svært at opdage de mønstre og antagelser, der påvirker dem. Når vi begynder at forstå forskellen mellem en hændelse og vores fortolkning af hændelsen, opstår der ofte en større grad af frihed.

Det betyder ikke, at vores oplevelser er forkerte.

Det betyder heller ikke, at vi skal tvivle på alt, hvad vi mærker.

Det betyder blot, at vores oplevelse af virkeligheden altid er farvet af den måde, vi har lært at se verden på.

Netop derfor kan to mennesker stå i den samme situation og komme derfra med to vidt forskellige historier.

Refleksion

Tænk på en situation, der for nylig har skabt en stærk følelsesmæssig reaktion hos dig.

Prøv derefter at undersøge:

• Hvad skete der konkret?
• Hvilken betydning tillagde jeg situationen?
• Hvilke antagelser gjorde jeg mig om den anden persons intentioner?
• Findes der andre måder at forstå situationen på?
• Hvilke tidligere erfaringer kan have påvirket min fortolkning?

Formålet er ikke at afgøre, om du havde ret eller uret.

Formålet er at blive opmærksom på forskellen mellem det, der skete, og den historie, du automatisk kom til at fortælle dig selv om det.

Jo tydeligere vi ser den forskel, desto lettere bliver det at forstå både os selv og andre mennesker.