Tilpasning er ofte usynlig for den, der lever i den

Når mennesker hører ordet tilpasning, tænker de ofte på situationer, hvor nogen tydeligt tilsidesætter sig selv for at tilfredsstille andre.

Derfor er det let at tro, at tilpasning er noget, man ville opdage hos sig selv.

Virkeligheden er ofte en anden.

Tilpasning er sjældent synlig indefra. Tværtimod opleves den ofte som sund fornuft, ansvarlighed eller almindelig hensyntagen. Mange mennesker lever i årevis med mønstre, der er stærkt præget af tilpasning, uden at de nogensinde ville beskrive det på den måde.

En af grundene er, at tilpasning sjældent starter som et problem.

Den starter som en løsning.

Hvis et barn oplever, at bestemte sider af personligheden bliver mødt med kritik, afvisning eller manglende anerkendelse, vil barnet ofte begynde at justere sin adfærd. Det lærer gradvist, hvad der skaber accept, tryghed og tilhørsforhold. På den måde udvikler tilpasning sig ofte som en intelligent strategi til at navigere i de omgivelser, man er en del af.

Problemet opstår først, når strategien fortsætter længe efter, at behovet er forsvundet.

Det menneske, der tidligt lærte at være nem at være sammen med, kan som voksen have svært ved at mærke egne behov. Det menneske, der lærte at skabe værdi gennem præstation, kan opleve uro, når der ikke er noget at opnå eller bevise. Det menneske, der lærte at undgå konflikter, kan have svært ved at sætte grænser, selv i situationer hvor det ville være både nødvendigt og rimeligt.

Fordi disse mønstre har været til stede så længe, bliver de ofte oplevet som personlighed fremfor strategi.

Mange mennesker siger eksempelvis:

“Jeg er bare sådan en, der altid hjælper.”

“Jeg har aldrig været god til konflikter.”

“Jeg tænker altid på andre først.”

Disse beskrivelser kan være sande. Men de kan også dække over tilpasningsmønstre, som aldrig er blevet undersøgt nærmere.

Det interessante er, at tilpasning sjældent kun påvirker vores adfærd. Den påvirker også vores identitet. Over tid kan vi begynde at identificere os med den rolle, vi har lært at udfylde. Jo længere tid vi har levet i rollen, desto mere naturlig kommer den til at føles.

Derfor oplever mange mennesker først deres tilpasning, når de forsøger at gøre noget andet.

Det kan være at sige nej.

Sætte en grænse.

Skuffe nogen.

Udtale en upopulær mening.

Prioritere egne behov.

Pludselig opstår der modstand, skyldfølelse eller uro. Ikke nødvendigvis fordi handlingen er forkert, men fordi den udfordrer et mønster, som har været aktivt i mange år.

Det betyder ikke, at hensyn, samarbejde eller ansvarlighed er problemer.

Problemet opstår, når tilpasning bliver så automatisk, at vi mister kontakten til, hvad vi selv ønsker, mener eller har brug for.

Derfor handler frihed ikke kun om at kunne gøre, hvad man vil.

Frihed handler også om at kunne skelne mellem de valg, der udspringer af egne værdier, og de valg, der primært udspringer af gamle strategier for accept og tilhørsforhold.

Refleksion

Tænk på en situation, hvor du for nylig sagde ja til noget, du egentlig ikke havde lyst til.

Prøv derefter at undersøge:

• Hvad var jeg bange for ville ske, hvis jeg havde sagt nej?
• Hvilken relation eller forventning forsøgte jeg at beskytte?
• Hvad ville jeg have valgt, hvis skyldfølelse ikke spillede en rolle?
• Er dette et enkeltstående valg eller et mønster, jeg genkender fra andre områder af mit liv?

Tilpasning bliver ofte synlig i det øjeblik, vi begynder at undersøge de valg, der føles mest automatiske. Det er ofte her, vi opdager forskellen mellem den person, vi har lært at være, og den person, vi faktisk er.