Når fortiden bliver en usynlig medskaber af nutiden

Mange mennesker forestiller sig fortiden som noget, der er afsluttet.

Noget, der er sket, og som derfor hører til et andet kapitel af livet.

På mange måder er det også rigtigt. Vi kan ikke ændre de oplevelser, relationer eller situationer, der allerede har fundet sted. Alligevel betyder det ikke, at fortiden holder op med at påvirke os.

Den påvirker ofte den måde, vi fortolker nutiden på.

To mennesker kan stå i den samme situation og reagere meget forskelligt. Den ene oplever en uenighed som en almindelig del af en relation. Den anden oplever den samme situation som et tegn på afvisning eller konflikt. Den ene ser en udfordring som en mulighed for læring. Den anden oplever den som et bevis på utilstrækkelighed.

Forskellen ligger ikke nødvendigvis i situationen.

Den ligger ofte i de erfaringer, mennesker bringer med sig ind i situationen.

Gennem livet udvikler vi en forståelse af os selv, andre mennesker og verden omkring os. Denne forståelse opstår ikke tilfældigt. Den formes af de oplevelser, vi har haft, de relationer, vi har indgået i, og de konklusioner, vi har draget undervejs.

Hvis et menneske gennem længere tid har oplevet, at fejl fører til kritik eller afvisning, kan fejl senere i livet føles mere truende end de objektivt er. Hvis et menneske tidligt har lært, at egne behov skaber problemer for andre, kan det blive naturligt at tilsidesætte sig selv, også i situationer hvor det ikke længere er nødvendigt.

Det interessante er, at disse mønstre sjældent opleves som fortid.

De opleves som virkelighed.

Når en reaktion føles stærk og umiddelbar, lægger vi sjældent mærke til de erfaringer, der har været med til at forme den. Vi oplever blot følelsen, tanken eller impulsen som en naturlig respons på det, der sker lige nu.

Derfor kan fortiden komme til at fungere som en usynlig medskaber af nutiden.

Ikke fordi vi bevidst vælger det.

Men fordi tidligere erfaringer er med til at påvirke, hvad vi lægger mærke til, hvordan vi fortolker det, og hvilke handlinger der føles mest naturlige.

Det betyder ikke, at mennesker er fanget af deres historie.

Tværtimod.

Men det betyder, at det kan være vanskeligt at skabe varig forandring uden at forstå de erfaringer, der fortsat påvirker vores perspektiv.

Mange mennesker forsøger at ændre deres adfærd uden først at undersøge de antagelser, der ligger bag den. De fokuserer på symptomet frem for mekanismen. Resultatet bliver ofte, at de samme udfordringer vender tilbage i nye former.

Når vi derimod begynder at forstå forbindelsen mellem fortid og nutid, opstår der en ny mulighed. Vi får mulighed for at skelne mellem det, der faktisk sker nu, og det, tidligere erfaringer får os til at forvente.

Den forskel kan virke lille.

I praksis er den ofte afgørende.

For jo tydeligere vi ser de historier, erfaringer og konklusioner, vi bringer med os, desto lettere bliver det at møde nutiden, som den er, frem for som vi forventer, at den er.

Refleksion

Tænk på en situation, der gentagne gange skaber en stærk følelsesmæssig reaktion hos dig.

Det kan være kritik, konflikter, afvisning, usikkerhed eller følelsen af ikke at være god nok.

Undersøg derefter:

• Hvad er det helt konkret ved situationen, der påvirker mig?
• Hvilke tanker eller forventninger opstår automatisk?
• Hvornår kan jeg huske at have oplevet noget lignende tidligere i livet?
• Hvilke konklusioner lærte jeg dengang om mig selv eller andre mennesker?
• Er disse konklusioner stadig hjælpsomme i dag?

Formålet er ikke at analysere fortiden for fortidens skyld.

Formålet er at forstå, hvordan tidligere erfaringer fortsat kan påvirke den måde, vi oplever nutiden på.

For når fortidens indflydelse bliver synlig, bliver det også lettere at vælge, hvilke dele af historien der fortsat skal have lov til at forme fremtiden.